|
Havbars i tidevandsstrømmen På de Britiske Øer har havbarsen samme status som vor hjemlige havørred. Den er helt enkelt sportsfisk nummer ét. Den, alle allerhelst fisker efter. Nu er den på vej ind i de nordiske farvande, og med de stigende havtemperaturer er den kommet for at blive. Men hvad er det for en fisk? Tekst og fotos: Steen Ulnits Det er noget fascinerende ved tidevandet. Det kommer og går, men gør det ganske regelmæssigt. Det er havets puls en rytme styret af månens gang om jorden.
Det er mange kubikkilometer vand, der flyttes rundt på hele tiden. Nogle steder fosser vandet derfor afsted som i en rivende norsk elv, og det evige skift mellem stigende og faldende vand bliver uundgåeligt en integreret del af fiskenes døgnrytme. Fiskene kommer og går helt enkelt med tidevandet. Dette gælder ikke mindst den spændende havbars, som i disse år for alvor er på vej ind i skandinaviske farvande styret af den støt stigende vandtemperatur i havene. Præcis det samme så vi med multen, der idag er en fast bestanddel af fiskefaunaen nu endda som registreret gydefisk i Danmark.
Europæiske udvekslingsstudenter Mange havbars er gennemårene fanget som bifangster under fiskeri efter havørred, makrel og hornfisk som rene tilfældigheder. Men vil man gøre sig håb om at fange denne spændende nye sportsfisk mere regelmæssigt, er det en god idé at skele til de mangeårige erfaringer fra de Britiske Øer. Som dansker har man gamle aner i det sydøstlige Irland i Wexford, som faktisk er grundlagt af danske vikinger for 1.000 år siden. Her ligger man midt i havbarsens rige. Wexford var derfor et naturligt sted at starte efterforskningen, og jeg stødte hurtigt på fiskere, der har gjort bass-fiskeriet til en decideret levevej. Heriblandt Jim, som i dag er min gode fiskekammerat. Efter en del korrespondence endte det med, at vi måtte udveksle erfaringer in real life. Det forholder sig nemlig sådan, at man på Irland ved lige så lidt om kystfiskeri efter havørred, som vi i Danmark ved om fiskeriet efter bass. Aftalen blev derfor, at jeg skulle komme til Irland for at suge til mig om bass-fiskeriet. Siden skulle min irske kollega komme til Danmark for at lære sig havørredfiskeriets finere detaljer. En fremragende EU ordning, som begge parter har fået rigtig meget ud af! Mit første besøg i september var dog en ren katastrofe. En mindre hurricane sneg sig nemlig ind over det sydlige Irland i netop den uge, jeg var der. Resultatet blev, at vi sad sikkert indendøre, mens stormen lagde palmerne vandret i haven udenfor. 40.000 irske husstande mistede strømmen, og store kystområder blev sat under vand. Vi tilbragte derfor tiden med at binde fluer og drikke rødvin! Fisket fik vi overhovedet ikke...
Kig ved lavvande fisk ved højvande! Så gik det meget bedre året efter. Her tog jeg afsted i august og oplevede roligere vindforhold, der tillod fiskene at komme tæt på land i deres søgen efter føde. Jeg startede scoringen med en fin lille kilofisk, som tog en hvid Deceiver i øsende regn. Senere på ugen klarede vejret op, og Irland viste sig fra sin allerbedste side med grønne marker, blå himmel og drivende hvide skyer. Nu skulle vi blot have tidevandet til at passe! Tidevandet veksler på disse kanter med omkring to meter mellem højvande og lavvande nok til helt at styre fiskenes færden langs kysterne. En torsdag klappede det hele. Vejr, vind og vandstand gik op i den højere enhed, som er nødvendig for, at fiskeriet for alvor skal lykkes. Vandet ville toppe ved 20-tiden, hvorfor vi tog afsted midt på eftermiddagen. Så havde vi nemlig god tid til at kigge kysten ud til at spotte de bedste pladser, hvor fiskene med størst sandsynlighed ville komme inden for rækkevidde af vore relativt korte fluekast.
Det er ganske fantastisk at se en kystlinje skifte ham totalt. Ved lavvande stikker lange tunger af gammel vulkansk klippe ud i Det Irske Hav ved højvande er der blot flad sandstrand, som vi kender den herhjemme. Det er derfor, det er så vigtigt at være på plads ved lavvande også selv om fiskene slet ikke er der. Det er nemlig kun ved lavvande, man har en chance for at spotte de gode fiskepladser ved højvande!
Det høje vand over den flade sandstrand skjuler nemlig de strukturer, som fiskene følger under overfladen, og har man ikke kigget dem ud ved lavvande, fisker man i blinde ved højvande når fiskene er på kastehold. Man går tit flere kilometer i løbet af en lang fiskedag ofte i terræn, dermere egner sig til bjergstøvler end åndbare waders. Da gælder det om at indprente sig de steder, hvor fiskene med størst sandsynlighed vil komme helt tæt på land ledt ind af undersøiske strukturer i klippelandskabet: Hvor er de sprækker og render i klipperne, som fiskene naturligt sluses ind i ved højvande? Hvor vil der dannes strømlæ, når tidevandsstrømmen er på sit højeste? Og hvor vil fiskene trække ud igen, når vandet atter falder? Det er spørgsmål som disse, der skal være afklaret inden højvande. Da skal man have indprentet sig, hvor stederne er inden de forsvinder af syne! Vandet stiger og mørket falder! Vi står højt oppe på skrænten og kigger. Langs kysten stikker lange tunger af klipper ud i havet aldeles tørlagt. Vi bevæger os ned til vandet og går i hver sin retning. Jeg skridter kysten af leger fisk og vandrer rundt mellem klipperne, mens jeg forestiller mig det undersøiske månelandskab, som det vil tage sig ud, når højvandet kommer. En bestemt plads levner ingen tvivl i mit sind: Her må fiskene stryge tæt forbi, når de skal ind på det lave vand for at jage tobiser. Her kan jeg vade bekvemt på sandbunden, indtil klipperne pludselig rejser sig af sandet. Her sluses fiskene ind fra dybere vand via en dyb sprække i klippen, og her slår jeg derfor lejr, mens jeg venter på højvandet. Som for øvrigt er en hel halv time forsinket netop i dag.
Solen kigger ud af skydækket, da den nærmer sig de høje skrænter bag os. En lav septembersol bader landskabet i et gyldent lys, som ikke er af denne verden. Tidevandet er for alvor begyndt at røre på sig. Jeg markerer min favoritplads med en pind i sandet, så jeg også kan finde stedet, når jeg ikke længere kan se det. Solen er ved at forsvinde helt bag mig, da jeg ser en hvirvel i vandet kun timeter ude. Kort efter ser jeg endnu en hvirvel samme sted, og denne gang har jeg min hvide bucktail på pletten sekunder senere. Hugget faldet øjeblikkeligt, og en fisk volter tungt i strømmen. Den forsøger at gå i dybet at bore sig ned i sikkerhed mellemde skarpe klipper,men jeg holder den hårdt. Lidt senere glider en træt havbars ind på det lave vand, hvor jeg kan gribe den i underkæben. Havbars har ingen tænder i den store mund, så jeg får et sikkert og ganske ufarligt greb. Det er en smuk fisk på halvandet kilo med et tydeligt kobberskær over de ellers så blanke sider. Et par hurtige billeder senere får den atter lov at svømme. Jeg lægger et langt kast ud langs den klippetunge, som jeg tidligere har spottet, og tager fluen ind over sandbunden. Denne gang er hugget hårdt og kontant - og fisken noget større. Den giver ikke ved dørene,men tager flere lange udløb i strømmen, der nu er ved at stilne af igen. Denne gang har jeg imidlertid fordel af, at fisken er ude over sandet og ikke inde i klipperne. Efter en rigtig god fight kan jeg strande en smuk kobberfarvet havbars på 2,5 kg min hidtil største på flue. Jim er kommet til og sørger for, at der kommer en stribe gode fotos i kassen, inden fisken får lov at svømme igen. Makreller i massevis Jeg er svært godt tilfreds med mig selv, mine forudsigelser og resultatet af dem.Men dagen er ikke slut endnu, selv om mørket er ved at sænke sig. Havet har lagt sig, og pludselig nærmest regner det over det spejlblanke vand. Det er en stor flok makreller, som har jaget en endnu større stime brislinger helt ind i havstokken. De panikslagne småfisk springer for livet og glemmer alt omkring sig, Hvert eneste bølgeslag sender håndfulde af forvirrede brislinger langt op på stranden! Her ligger de og glimter sølv, mens makrellerne fortsætter deres hærgen ude i vandet. Min hvide bucktail giver imidlertid ingen hug trods det afsindige »feeding frenzy«. Flere fisk napper forsigtigt i den, men ingen bliver hængende. Først da jeg sætter et lille perlemorsfarvet Juletræ str. 6 på forfanget, får jeg makrel. Og det næsten i hvert eneste kast. Teknikken er enkel, men vigtig: Jeg tager fluen ind, holder en pause og nøkker den så forsigtigt i gang igen. Fiskene sidder der hver gang, jeg starter indtagningen igen. Næsten med usvigelig sikkerhed. Men først da ikke under den almindelige indtagning.
Det er ingen overdrivelse, at jeg fik over et halvt hundrede hidsige makreller på land, inden fiskene atter forsvandt ud i mørket i Det Irske Hav. De fleste småfisk på 100200 gram, men også enkelte sprintere på op til halvkiloet. Mit ene ærme på fiskejakken lugtede fælt af fisk dagen efter, men det var en oplevelse af de større og vel en vask værd! Jim og jeg snupper en enkelt Guiness i ly af mørket, inden vi vender tilbage til civilisationen igen. Den smager godt, for det var en god aften en af dem, man aldrig glemmer. Grej og fluer Man kan med fordel bruge samme grej til havbars som til havørred. Blot kan der blive brug for lidt kraftigere grej og større fluer, da fiskeriet ofte foregår i bølger og hård strøm. En kraftig klasse 89 stang er det perfekte valg suppleret med en flydende WF line. Intermediate liner giver ofte en bedre kontakt ud til fluen, når vind og strøm gør livet besværligt. Sink tip liner kan være et godt alternativ på steder, hvor undersøiske klipper gør det vanskeligt at bruge en intermediate line. Fluerne er generelt noget større end dem, vi bruger til havørred her hjemme. Enkle hvide bucktails på op til 10 cm er sikre allroundfluer hvide poppers til overfladefiskeri ligeledes. De fleste af mine havbars har jeg taget på meget simple fluer, der ikke består af andet end hvid bucktail på krogen eventuelt også lidt sølvtinsel. Barsens biologi Havbarsen Morone labrax er en spændende fisk, som fødes ude på dybt vand, men vokser op inde på lavt. Det er en fisk, som elsker stærk strøm og bølger, der bryder i hvidt skum. Da går den helt tæt på land og klipper, og på det felt ligner denmeget havørreden.
Havbars har sin største udbredelse i farvandene syd for England og Irland, hvor den er en meget populær sportsfisk. Den både kæmper godt og smager godt. Der er landet havbars på op til 10 kg, omkring 1 m lange, men fisk over 5 kg er sjældne. Der er tale om kystnære fisk, der dog trækker ud på dybere vand i den kolde vintertid, hvor de gyder. Det er glubske rovfisk, der både æder småfisk, krebsdyr og børsteorme med stor appetit. Blæksprutter og glasål går de heller ikke udenom! Er havbars således glubske fisk, så er de dog også forbløffende sky og lette at skræmme på det lave vand, hvor de fouragerer. Specielt holder de af flodmundinger, som i regelen er meget næringsrige. Det ferske vand her generer dem tilsyneladende ikke. Skibsvrag på lavt vand er ligeledes yndede opholdssteder.
Havbarsen er som sin slægtning aborren tandløs. Det betyder, at den ikke bider til som gedden, når den hugger. I stedet åbner den sin store mund og suger byttet ind med en mundfuld vand. Har man fisket striped bass på den nordamerikanske østkyst, vil man nikke genkendende til havbarsens sugende hug. Under fighten opfører havbarsen sig som en hidsig terrier, der gerne tager hårde, men korte udløb. Karakteristisk for større fisk er, at de ofte stiller sig lodret i vandet og ryster hårdt på hovedet lidt á la black bass i USA. Ofte mister krogen sit fæste netop da. Under alle omstændigheder er havbarsen en fisk, som vi i årene fremover vil se meget mere til i skandinaviske farvande. Den skal være hjerteligt velkommen på fluestangen såvel som hjemme på spisebordet! Tekst og fotos: Steen Ulnits 2008 ©
Denna artikel var publicerad i Flugfiske i Norden, nr 2, 2008 Är du intresserad av att prenumerera på FiN, så kan du beställa en prenumeration genom att klicka här och fylla i det då visade formuläret.
© Copyright 2008 Flugfiske i Norden |
Bor man i Danmark eller
Sverige, er det så som så med tidevandet. Det er der, men svinger sjældent
med mere end en halv til en helmeter. Anderledes ved den Engelske Kanal,
hvor det i værste fald kan svinge med 12 meter! For en kanalø som Jersey
betyder dette enorme daglige vandskifte, at øen er dobbelt så stor ved
lavvande som ved højvande...
